Her finder du relevant information vedr. Klagenævnet for Taxi for kørselskontorer.
Klagenævnet er oprettet af Dansk Erhverv, DI Transport, Dansk PersonTransport og Forbrugerrådet Tænk i henhold til lov om taxikørsel (nr. 1538) § 20, stk. 7. Klagenævnet oprettes den 1. januar 2022.
Klagenævnet behandler klager vedrørende taxikørsel fra forbrugere af persontransport mod kørselskontorer, der er etableret i Danmark. Ved forbruger forstås også forbrugende erhvervsdrivende. Ved taxikørsel forstås befordring, som defineret i taxilovens § 4, stk. 1, nr. 3 og som sælges via et kørselskontor.
Klagenævnet er tilknyttet et sekretariat, der i sin funktion er uafhængigt af de stiftende organisationer. Sekretariatet har til opgave at besvare skriftlige, telefoniske eller personlige henvendelser til Klagenævnet og forberede klagesagerne til behandling i Klagenævnet.
Sekretariatet videresender forbrugerens klage til kørselskontoret til udtalelse. Når sekretariatet har modtaget svar fra kørselskontoret, forelægges dette for forbrugeren til udtalelse. Sekretariatet sørger for sagens oplysning og fremskaffer af egen drift det fornødne retlige og faktiske grundlag for afgørelsen. Sekretariatet sikrer, at hver af parterne får kendskab til oplysninger fra modparten, som er af betydning for sagens afgørelse, og til eventuelle skriftlige sagkyndige erklæringer indhentet af sekretariatet. Sekretariatet vejleder i fornødent omfang parterne om deres retsstilling.
Til besvarelse af klagen anvendes nedenstående svarskema.